Ansvar for indhold online

Ansvaret for indhold online er et ekstremt spændende punkt. Det er nemt at bryde dansk lov i forhold til det indhold, der lægges op – video eller billeder, af personer der ikke har accepteret dette, kopieret tekst, pornografisk indhold eller decideret farligt indhold kan placeres steder, hvor dette ikke er tilladt.

Og hvem har så ansvaret? Brugeren, der har uploadet materialet, ejeren af siden, hosten eller en helt fjerde person?

I teksten lægger vi især fokus på ansvaret i forhold til virksomheder og i mindre grad for privatpersoner.

Udgangspunkt: Brugeren er ansvarlig

Det klare udgangspunkt i dansk ret er, at brugeren – den, der rent faktisk har foretaget handlingen – sidder med ansvaret. Har en virksomhed selv uploadet billeder ejet af en anden person, er der ingen tvivl om, at virksomheden er ansvarlig. Også selv hvis det er en medarbejder i det nedre hierarki, der har foretaget den faktiske handling.

Men har virksomheden stillet et forum eller lignende mulighed for at brugere kan skabe indhold til rådighed online, er det som udgangspunkt brugeren, der er ansvarlig overfor det indhold, der uploades. Dette fastslås af E-handelslovens § 16, der lyder følgende ordlyd:

E-handelslovens § 16: En tjenesteyder er ikke ansvarlig for oplagring af information eller for indholdet af den oplagrede information, når oplagringen sker på anmodning af en tjenestemodtager, der har leveret informationen, og hvis tjenesteyderen:

1)      Ikke har kendskab til den ulovlige eller skadevoldende aktivitet eller information

2)      Fra det tidspunkt, hvor tjenesteyderen får et kendskab som nævnt i nr. 1, straks tager skridt til at fjerne informationen eller hindre adgangen til den

Med andre ord står der i § 16, at en tjenesteyder (dig som virksomhed) ikke er ansvarlig overfor tjenestemodtager (brugerens) handlinger, når du betingelser er opfyldt. Delvist må du ikke have kendskab eller have deltaget i udbredelsen af det skadevoldende materialer, og delvist skal du gøre hvad du kan for at fjerne indholdet i dét øjeblik, du finder ud af, det eksisterer.

Reglen gælder hvad end der er tale om kopiering af tekst, billeder der ikke er brugt retmæssigt eller en tredje handling.

Vær opmærksom på, at E-handelsloven ikke overtrumfer ophavsretten efter § 5.

Ansvarsfraskrivelser

Ansvarsfraskrivelser benyttes i meget høj grad i Danmark. Det er forståeligt. Som leverandør af en ydelse, hvad end du sælger et fysisk produkt eller software, er du ansvarlig for de skader det skaber og de udeladelser det har.

En ansvarsfraskrivelse vil typisk være en del af en købsaftale. Du kan ikke med ansvarsfraskrivelse trumfe alle love og fraskrive dig alt ansvar, men det er muligt at begrænse ansvaret under visse omstændigheder.

Vær meget opmærksom på, at begge parter kender og anerkender ansvarsfraskrivelsen, da det ellers vil være relativt ligetil for modparten i en retssag at få tilsidesat fraskrivelsen som værende ugyldig. En ansvarsfraskrivelse i bunden af en 100 sider lang tekst, der skal accepteres som betingelser i en online-handel med et enkelt hak i et flueben, vil ofte kunne tilsidesættes som ugyldig, da brugeren næppe har læst betingelserne igennem og ikke kan forventes at gøre dette.

En urimelig aftale vil kunne tilsidesættes af Aftalelovens § 36, en generalklausul om urimelighed, og præceptive regler kan aldrig fraviges.

Hvis du sørger for at gøre den anden part opmærksom på ansvarsfraskrivelsen, og derudover ikke bryder med urimelighedsprincippet og de præceptive regler, kan du tillade dig meget med ansvarsfraskrivelserne. Normale eksempler er at begrænse erstatningsansvaret til ydelsens værdi eller at umuliggøre erstatning for indirekte tab og følgeskader.

Ansvarsfraskrivelse er i øvrigt tilgængelig blot to klik fra forsiden, ligesom deres brug af cookies er det.

Brug af materiale fra Flickr og YouTube

Som udgangspunkt er det hverken tilladt at benytte andres billeder eller videoer på hverken eget site eller andre personers sites. Men til dette er der undtagelser. Nogle større sider opererer med en Creative Commons-licens, der tillader brug og redigering af alt og alle, mens andre har sammenstrikket deres egne og unikke ansvarsbetingelser. Eksempler på begge ting er blandt andet billedtjenesten Flickr og videotjenesten YouTube.

Begge steder er det muligt at uploade materialer under Creative Commons-licensen. Herefter må alle både bruge, redigere, remixe og hvad de ellers kan finde på lige så tosset med dit indhold. I praksis kan dine videoer blandt andet bruges i andre YouTube-brugeres videoer ved hjælp af redigeringsværktøjet. Ophavsretten beholder du stadigt.

Hvis du bare vælger den almindelige YouTube-licens beholder du også dine ophavsrettigheder, men du lader YouTube bruge dit materiale verden over Youtube uden nogen form for betaling. Du giver også andre brugere ret til at embedde dine videoer på deres sites. Har du som Danske Bank lavet en video om aktier og lagt denne på YouTube, har Nordea altså mulighed for at benytte selvsamme video på deres site, så længe den er tilgængelig på YouTube.

Vælger du den almindelige licens på Flickr må andre ikke benytte dine billeder. Men hvis du endeligt uploader billeder til Flickr, kan du lige så godt vælge en af Creative Commoms-licenserne, der tillader brugerne at genbruge dine billeder, hvis de sørger for at linke til dig. Produktbilleder og billeder udelukkende henvendt til din virksomhed bør under ingen omstændigheder alligevel uploades til Flickr.

Injurier

Ligesom man kan blive tiltalt for injurier – æreskrænkende udtalelser – i ’det virkelige liv’, kan man også blive tiltalt efter straffelovens § 267 for udtalelser online. Skriver du æreskrænkende udtalelser på din blog, står det den, der rammes af injurierne frit at politianmelde dig.

Straffelovens § 267 lyder som følger:

”Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”

Sagen er klar nok, hvis en person på eget website har skrevet injurierende udtalelser. Sværere er det, hvis det sker på et offentligt forum eller i en kommentar på et nyhedssite eller en blog.

Eksempler på ansvar online

For at forklare det komplekse ansvar på internettet bedre, kan vi herunder benytte os af et par eksempler:

Jeg har et forum. På det forum har en bruger uploadet et billede, denne ikke har rettigheder til. I det øjeblik, jeg bliver gjort opmærksom på billedet eksistens, fjerner jeg det.

I og med at jeg med det samme har hjulpet med at fjerne billedet, vil det være brugeren, der vil blive præsenteret for en eventuel faktura eller politisag efter e-handelslovens § 16.

Jeg har en side, hvor det er muligt at indsende kommentarer på nyheder. En bruger laver i en kommentar her en injurie mod en anden person. Jeg ser kommentaren, men vælger at lade den stå.

I dette tilfælde kan både jeg og brugeren, der har lavet den injurierende udtalelse, bliver sigtet for injurieparagraffen i straffeloven. Jeg kan blive sigtet efter straffelovens § 23 om medvirken. Havde jeg i eksemplet i stedet for med det samme, jeg havde set kommentaren, fjernet denne, ville jeg undgå ansvar.

Netop dette faktum er medvirkende til, at iværksætterforummet Amino ikke er sene til at fjerne tråde, der nærmer sig tilsvininger og injurier netop for at undgå senere anklager om medvirken til injurier. Man bør som minimum fjerne injurierende kommentarer fra ens website og eventuelt hele debattråde eller indlæg.

Jeg har set et debatindlæg på Politiken.dk om politik. Jeg indsender en kommentar med svært krænkende udtalelser om en navngiven politiker. Politiken godkender automatisk kommentarer og min kommentar bliver derfor set af mange.

I og med at Politiken automatisk godkender kommentarer, vil de ikke ifalde ansvar for min udtalelse, såfremt de med det samme, de ser den, også sørger for at fjerne den. Godkendte Politiken i eksemplet manuelt kommentarer, hvorved de ville være opmærksomme på min kommentar, ville det være muligt for dem at ifalde ansvar for mine injurierende udtalelser.

Læs andet om internetjura:

Har du spørgsmål til ansvar online, er du velkommen til at indsende et spørgsmål i brevkassen eller skrive en kommentar herunder! 

Bag denne artikel..

image description

Skriv en kommentar

Kommentarer (2)
  1. Lars Bordal

    Jeg har et spørgsmål vedrørende oversættelser fra andre sprog. Jeg på internettet fundet en tekst, som er forfattet af Karl Popper. Teksten foreligger på tysk. Jeg vil spørge, om jeg pådrager mig et strafansvar, hvis jeg oversætter den til dansk og lægger den på min blog. Bloggen er et non-profit foretagene og har kun til formål at gøre Karl Poppers og andres tanker tilgængelige på dansk.

    Venlig hilsen

    Lars Bordal

  2. Yvonne Wielandt

    Hej – leder efter noget jura i forbindelse med deling af billeder i en privat fb samtale mellem en gruppe teenagere. Billederne er stjålet fra en mobiltlf som screenshots (uden ejerens viden og dermed tilladelse) og videresendt til en anden fra klassen. Det er billeder af bare bryster på nogle af pigerne i klassen. De er delt med navns nævnelse. Derudover er der også manipuleret med en anden persons billede, så han ligner Hitler (fordi man er sur på manden). Er de her drenge på kant med loven, eller er det bare lige meget? Intet er jo i virkeligheden privat på facebook….eller hvad?