Video: Sådan starter du en virksomhed online

JUF.dk har begået en video om at starte enten en enkeltmandsvirksomhed eller et interessentskab online. Du kan se videoen og en transkription af, hvad der bliver sagt, herunder:

Links nævnt:

Transkription:

Hej, det er Halfdan fra JUF.dk, og i den her video vil jeg vise hvordan man starter enten en enkeltmandsvirksomhed eller et interessentskab online. I slutningen af videoen vil jeg også lige hurtigt komme ind på fordele og ulemper ved de her virksomhedsformer, men vi kan springe direkte ud i det og se, hvordan man starter en:

Det hele kan gøres online ved at gå ind på den side, der hedder Webreg.dk. Inde på sitet er der en stor grøn knap, der hedder “Starte Virksomhed” og den skal man trykke på. Derefter kommer man ind på den her underside, hvor der er et link til noget, der hedder “Startblanketten” – og det er så den, man skal trykke på, hvis man skal starte en virksomhed. Man skal trykke længere oppe, hvis det er et selskab, man skal starte.

Trykker man på “Startblanketten” og trykker man så “Start” så kommer man ind på startblanketten, og så skal man i gang med at udfylde de forskellige detaljer, der er om ens virksomhed, for eksempel virksomhedens navn, hvor virksomheden har hjemme – hvis ikke du har specielle kontorer, vil det bare være din hjemmeadresse – om du vil have post fra SKAT til en anden adresse og hvilken type virksomhed du vil registrere. Her vil det typisk være en enkeltmandsvirksomhed, eller et enkeltmandsfirma, som de kalder det, og her er det værd at notere, at hvis der er tale om et enkeltmandsfirma, er der kun én person, der skal skrives ind under “Hvem ejer virksomheden”. Bare en persons fornavn, CPR-nummer og så videre. Hvis det er et interessentskab, skal der være minimum 2 ejere, og så er det, der skal skrives to ejere på.

Her i rubrik 6 skal man så vælge hvilken branche, man har. Her skal man trykke på ikonet til højre og så er der et lille søgefelt her. Så skal man angive nogenlunde, hvad det er, man vil arbejde med. Vil man for eksempel starte en webshop, kan man søge på “internet” og så kommer der nogle forskellige muligheder frem her. Så kunne det være “Detailhandel via internettet med digitale produkter”, hvis du sælger e-bøger, ydelser eller et eller andet. Så trykker du på den, og så er din branchekode registreret. Du kan også vælge bibrancher, hvis din virksomhed spænder sig over mange ting. Så kan du angive, om du har købt virksomheden af en anden eller ej, og så kan du trykke på “Fortsæt”.

På anden side kommer du til noget om “Indberetningsform”, altså om hvordan du ønsker at indberette moms med videre, det siger også i høj grad sig selv. Hele startblanketten i det hele taget er rigtigt, rigtigt nemt at gå igennem, og det er muligt at få hjælp ved at trykke her og få en PDF-blanket, hvor der står noget om hvordan det hele skal udfyldes.

Som nævnt er der både fordele og ulemper ved at stifte en virksomhedsform fremfor en selskabsform. Den helt store fordel ved at vælge en virksomhed fremfor et selskab er, at det er meget nemt at komme i gang og at det ikke koster noget. Som du lige kunne se: Du registrerer bare en enkeltmandsvirksomhed eller et interessentskab online, så går der en uges tid, og så får du et brev fra Erhvervsstyrelsen og SKAT om, at din registrering er gået igennem. Det koster ikke noget, og det er ikke værre end det – det er super nemt. 

Men problemet med virksomhedsformer er til gengæld, at man får personlig og ubegrænset hæftelse. Hvis du virksomhed får en gældspost på 50.000kr for eksempel i din virksomhed, så vil dine kreditorer også kunne få dig penge hos dig personligt. Ved et selskab er der begrænset hæftelse til indskudskapitalen, hvilket for et anpartsselsab er 80.000kr og et aktieselskab 500.000kr. Får et ApS et erstatningskrav på 200.000kr, vil det – såfremt der ikke er mere kapital i selskabet end indskudskapitalen – nøjes med at betale denne i hæftelse. Der er ingen personlig hæftelse.

Med et I/S er det faktisk endnu værre, da der også er det, der hedder en solidarisk hæftelse. Det betyder, at personerne i et I/S faktisk er i stand til at gældssætte hinanden personligt. Derfor skal man også være meget opmærksom på, hvem man starter et I/S med, da det er et carte blanche til at gældssætte hinanden. Man skal stole på hinanden og have nogle klare aftaler. Ellers kan det gå rigtigt galt med et I/S.

Der er dog en fordel ved at have en virksomhed, da et eventuelt underskud er fratrækkeligt i den personlige indkomstskat. Har du en enkeltmandsvirksomhed hvor du har 10.000kr i underskud et år, men et almindeligt lønmodtagerjob hvor du tjener 400.000kr, så kan du fratrække disse 10.000kr i underskud i den personlige indkomstskat. Det er ikke en mulighed med en selskabsform. Det kan derfor være en fordel især at starte en virksomhed, hvis du ved, at det du vil starte vil give et underskud i starten.

Hvis du for eksempel skal starte en webshop og skal starte med at købe lager ind, så kan det være en idé at starte en virksomhed og fratrække dette underskud du får det første år eller de første to år, og så, når webshoppen giver overskud, omdanne den til et selskab med henblik på at få den her begrænsede hæftelse. 

Men det var også, hvad jeg ville sige om at starte en enkeltmandsvirksomhed eller et interessentskab online. Jeg sørger for at lægge nogle links i bunden af den her video, hvor du kan læse mere om selskabsformer og virksomhedsformer på den underside, du ser her, enkeltmandsvirksomheder og interessentskaber for sig selv og se fordelene og ulemperne herved. Tak for denne gang.

Bag denne artikel..

image description

Skriv en kommentar

Kommentarer (1)
  1. Sarfaraz Khan

    Er det mulig at start enkeltmandsfirma uden at have bopæl i Danmark?